Planetstierne

Det Svinger i Svendborg

PLANETCIRKLER/STIER I SVENDBORG KOMMUNE

 

Planetcirkler/stier er fase 2 i projektforløbet.

Med udgangspunkt i den store pendulkugle på Centrumpladsen anskueliggøres vort solsystems proportioner.

Modeller af planeterne i solsystemet placeres rundt omkring i kommunen, fortrinsvis ved skolerne. De enkelte planeter placeres i de ”rigtige” afstande i forhold til ”Solen” på Centrumpladsen. Banen for den enkelte planet vil således blive anskueliggjort ved, at flere modeller af den samme planet er placeret forskellige steder i kommunen.

Hesselager Skole ligger længst væk fra centrum (20 km). Her placeres f.eks. en model af den yderste planet i solsystemet (Neptun). Andre modeller af Neptun kan placeres rundt om i kommunen i samme afstand fra ”Solen” på Centrumpladsen.

Med denne cirkel som udgangspunkt beregnes ”banerne” for de øvrige 7 planeter – inkl. Jorden. Modeller af planeterne placeres på udvalgte og hensigtsmæssige steder.

Planetcirklerne/stierne udvikles og etableres i samarbejde med de kommunale skoler som centrale aktører. Skolernes elever, forventelig sammen med engagerede kunstnere, skaber planeterne og de tilhørende informationsmaterialer på relevante moderne og interaktive platforme ved brug af QR koder mm.

Planetcirklerne/stierne vil have stor værdi i undervisningen og forståelsen af vores solsystem og nærmeste univers.

Der er planetstier flere steder i Danmark. I Horsens er ”Solen” placeret ved Bollerstiens begyndelse og planeterne er markeret med granitsten langs stien. Projektet i Svendborg vil repræsentere næste generation af denne type attraktioner, hvor brug af moderne teknologi og informationsdeling er tænkt ind.